Maupiti
Maupiti 6.juli 2010
Aftenen før vi forlod Bora Bora tog vi ind på festivalpladsen. Der er Hueva fest hver aften og denne aften var speciel. Store biler var fuldstændig dækket med flettede palmer og havde forskellige temaer som blev illustreret i udsmykningen. Bag hver palmesmykkede bil fulgte et optog af syngende polynesere akkompagneret af et orkester. Foran dommerkomiteen opstillede koret og danserne. Jeg frustreres i tid.
Polyneser tid er af en anden verden og de meget smukke polynesiske kvinder danser sensuelle danse i en bevægelse jeg ikke mentalt kan komme tæt på. Jeg oplever det som en bevægelse der ikke indeholder tiden som element, men samtidig er både yndefuld og meget levende. Det føles næsten som tabt tid i mit sind.
Vi havde besluttet at sejle mod Maupiti tidlig om morgenen. Atollen bliver omtalt som en af de øer der kommer nærmest drømmen om en stillehavsø. Mantaer, rokker og hvaler kan ses og øen er laid back med et smilende og venligt folkefærd. Problemet kunne være, at det var umuligt at komme indenfor revet på grund af strøm. Der løber til tider 9 knobs strøm ud af passagen og selv Naveren kan ikke hamle op med så meget strøm.
Vinden var med os og det lykkedes os at gå gennem passagen og ind til den lille by i bunden af atollen. Højt over os vejer et par palmer på en klippetop. Vandet skifter fra tyrkis til dyb grøn farve. Rokker piler afsted når vi dinghyer ud til en mutu og korallerne er levende og tæt ved havoverfladen.
Birte og Johanne regerer i kabyssen og jeg kigger ned på et ovnfad fyldt med halve baquettes med tomat og revet ost, lige klar til ovnen. Nicolai skutter sig under et lagen og har en mild forkølelse og Søren sidder og læser i tusmørket. Petrea læser madopskrifter. Nu bliver der kaldt til filosofi time. Jeg har lavet et par oplæg om psykologiens historie og de unge vil høre mere. Vi har været igennem Freud og Jung og også hørt P1 optagelser med filosofiske spørgsmål på podcasts. Så alt vel fra Maupiti.
De bdste naverhilsener
Jens Christian
