Mod Beveridge Reef
Dagen før afgang fra Rarotonga inviterede Brian fra Furthur til fest på hans motorbåd. Vi møder ham på samme rute som os, og så sikkert som amen i kirken, hører vi råb fra kajen, når vi lægger til. Hi, Naveren. Han sejler jorden rundt med motorbåd og inviterer folk med ombord, når han sejler.
Jeg ankom først og en anden lidt stor amerikaner fik spurgt til the norwegian chicks on the boat?
Vi fik lavet en større buffet, hvor alle havde mad med til bordet og en rigtig hyggelig aften med en 20 mennesker. Bente mærker jo aldrig alkoholdindtaget, – siger hun, men efter tre glas hvidhvin, kunne jeg mærke det. Så en masse snik, snak om at nu skulle Rita hjem til Seattle og Maggie hjem til Australia. Og udveksling af emails osv.
Rarotonga har været et fint besøg værd. Jeg fik en god snak med en Cook Islander på markedet. Hun lavede plates med ris og strimler af kød. Jeg satte mig ned og fik en masse gode oplysninger om øens befollning og mit evige spørgsmål. Hvad lever de af på en lille ø med 12.000 indbyggere. New Zealand støtter øen ritig meget. For symbolske beløb stiller de lægehjælp, tandlægehjælp etc til rådighed og flyver endda folk over til New Zealand i vanskeligere tilfælde. Øen er en slags New Zealander Mallorca. Den primære indtægt ligger i turismen.
Internet cafe, Karaoke bar, happy hours, cykelture, trekking på tværs af øen. 9 mennesker ombord når meget.
På vej ud fra havnen på Rarotonga så vi den. Stine råbte eksalteret, hval
- det er en hval. Og ganske rigtig kom den op til overfladen og pustede ud, dykkede, kom op igen og pustede en sidste gang før den forsvandt.
Senere så Stine så endnu en hval. Så er dagen bare god. Ellers sigter vi nu mod et lille rev på vej mod Nui – Beveridge Reef. Det er et koralrev under vandet. Et par mil langt og en mils bredt. Vi regner med at kunne gå ind igennem passet om et par dage. Så det bliver et spændende møde midt i det store sydhav.
Med de bedste naverhilsener
Jens Christian
